”Vi har slukket et lys - vi begynder på ny – ingen ved hvor vi ender - men vi ta'r af sted - endnu en rejse for os, - vi må videre, må hver til sit.” Mine øjne forbliver ikke tørre særligt længe, mens jeg opmærksomt lytter til teksten i sangen, ”Et nyt kapitel”, som Anja og Caroline synger for mig og resten af elevholdet årgang 09/10.

Vi sidder til dimissionen i hallen på den allersidste dag, og sangen var en overraskelse til os andre. Den beskriver de tanker, man har gjort sig, og de følelser man har haft om den sidste tid, på en måde jeg selv ville have haft svært ved at udtrykke. Det er nok også derfor, at jeg ikke er den eneste, som har en tåre i øjenkrogen, når jeg kigger mig over skulderen og kan se hele elevholdet bag mig.

De sidste dage på skolen har dog stået på andet end blot tårer. Det var som om, vi alle holdt humøret oppe, så vi kunne nyde de sidste dage med et smil på læben. Og der har også været masser at smile over.

Onsdag, hvor vi sang fællessang og så til mens Torben kastede benzin på sankthansbålet, så der kom store orange flammer, varmede os for en stund. Torsdagen blev tiden brugt på benhård rengøring, som man alligevel nød på en helt mærkværdig måde, for det var langsomt ved at gå op for en, at dette var sidste gang. Nok er rengøring en kedelig hverdagsting, men samtidig er det en ting, jeg kommer i hyggelig stemning af til lyden af Lars' stemme, når han nynner ”Mom in love Daddy in space”. Og sange fik vi også hørt i den mest underholdende talentcafé, jeg nogensinde har oplevet. Der var både sang, rap, dans og film. Alt var enten morsomt eller smukt. Nogen var endda begge dele.

Vi nåede også at spille fodbold i det mest fantastiske solskinsvejr. Desværre måtte vi se os slået af lærerne – så lad os hurtig bevæge os videre til fredag!

Fra ca. 10 km/t til 80 km/t føles som det vildeste sus, det kan næsten komme på højde med suset, man føler på et efterskoleophold. Uanset, så var det dette sus, mange af os oplevede i løbet af fredagen. Vi fik nemlig en dejlig dag i Fårup sommerland, fyldt med forlystelser og søde sager. Vi kørte derfra videre for at grille i vores kontakthold, som i løbet af året er blevet en slags familie for mange. Det helt store hit var, at alle fik en halv liter sodavand!

Efter aftensmaden blev vi kørt til vandet, hvor vi alle gik en blæsefyldt, men forfriskende tur langs vandkanten. Da vi vendte tilbage til skolen den aften, havde jeg en af de mest utrolige aftner i mit liv. Vi sad over 100 mennesker i foredragssalen, og sang alt det vores lunger og vores snøften tillod os. Det var en halv time i en stemning af absolut fællesskab. Det kunne man især mærke i sidste vers af ”Kære linedanser” hvor Ann-maj og Christian rejste sig, og vi andre fulgte med.

Herefter sov vi alle sammen i klumper ned i hallen. Det var klemt, det var koldt, men det var hjertevarmende.

Kl. 9:00 lød sangteksten fra Busters verden i hele hallen, og det var tid til at stå op til den sidste dag på Han Herreders ungdomsskole. Nogen blev liggende lidt længere for at kigge ud over hallen eller for at snakke med sengekammeraten. Til sidst blev vi dog nødt til at forberede forældrenes ankomst. Og før jeg viste af det, sad de alle sammen og kiggede smilende på os, mens vi for sidste gang lavede vores energiske gymnastikopvisning. Det var vemodigt, og opvisningen var langt fra fejlfri. Men denne opvisning handlede om så meget mere. Den handlede om glæden ved at opnå noget sammen og om at nyde det, selv hvis man indimellem fejler. Men mere højtideligt nåede det heller ikke at blive, for vi nåede også lige at give Torben, Lise og Karin en omgang vand. Det var heldigt for dem, at der var lidt tid før dimissionen startede.

Dimissionen har også været præget af taler, opfordringer og opmuntringer. Men det er alligevel denne sang ”Et nyt kapitel”, som er det allerbedste. Jeg kigger igen op på Caroline og Anja, som synger så smukt og rørende. Jeg mærker, at jeg føler mig beæret over at have oplevet dette specielle år. Og ikke mindst at have mødt alle disse unikke mennesker.

- I hjertet gemt, men aldrig glemt.