Nyhedsbrev - September

Kære Forældre

I dette brev vil vi fortælle lidt om vores oplevelser på skolen i de første 3 uger, samt informere om de kommende arrangementer på skolen.

De fleste elever har sikker givet udtryk for, at det har været hårdt at starte på skolen. Det kan vi godt forstå. Der er mange indtryk, der skal bearbejdes og der er mange nye ting at lære. For alle ligger det ikke bare lige til højrebenet at gøre rent på toiletterne. Det tager sin tid at lære og det koster lidt kampe. Endelig skal der bruges megen energi på at finde sin plads på skolen. Så det er derfor naturligt, at det er trætte elever, I får hjem i weekenderne.

Vi har oplevet, at holdet har været gode til at tage imod de udfordringer vi har stillet dem. Vi havde dejlige infodage, som kulminerede med, at vi lavede aktiviteter ved Kollerup Strand hele dagen. Eleverne sejlede i kano, byggede tømmerflåder og gravede dybe huller på stranden. Endelig var drengene en tur i vandet. Det var vist ikke en oplevelse, alle husker tilbage på med lige stor fornøjelse. Men en rigtig god dag var det, hvor eleverne viste et godt humør og hjælpsomhed over for hinanden. Vi har også haft HHU dag. En dag hvor drengene legede med de mandlige lærere, og pigerne legede med de kvindelige lærere. Det blev også en dag med mange forskellige aktiviteter og højt humør.

Her i starten har der også været flere elever, som har haft hjemve. Det har vi arbejdet med at løse i samarbejde med forældre og eleverne. Vi har indtil nu haft to piger, som er stoppet pga. af hjemve, og et par drenge har valgt at forlade os fordi de havde svært ved at leve med vores regler. Vi kan stadig kun opfordre til, at I henvender jer til kontaklæreren, hvis der er problemer på skolen. Ellers kan vi også opfordre til, at I læser efterskoleforeningens blad, som I fik den første dag. Der er en masse gode artikler om forskellige problemstillinger, der kan opstå i efterskoleåret.

Vi glæder os til det videre arbejde med elevholdet og ser frem til mange gode oplevelser med dem.

Første aften - og allerede så tæt!


Det sker i den nærmeste tid

  • Onsdag den 25. august: Samtale med kontaktlæreren, hvor der tales om den første tid på skolen.


  • Uge 35: Kontaktlæreren ringer hjem for at snakke om den første tid på skolen.


  • Uge 36 og 37: Eleverne på hjemmebesøg hos deres kontaktlærere.


  • Onsdag den 8. sept.: Kontaktlæreren har samtale med hver enkelt kontaktelev. Det tales om, hvordan det går fagligt og socialt. Og der sættes individuelle mål for elevens videre udvikling.


Arrangementer

  • Søndag den 19. september kl. 15.30: Danmarks Radios Pigekor kommer og synger på vores skole. Et arrangement, som vi glæder os meget til.

    Koret forener gamle sangtraditioner med helt nyt musik, og repertoiret spænder over renæssance- og barokmusik til rytmisk kormusik og klassisk kompositionsmusik. Det bliver en meget stor oplevelse. Entre 100.-. (Billetter kan bestille i forvejen ved at ringe til skolen eller købes ved indgangen)

  • Elever, der er hjemme på weekend skal møde kl. 15 .


  • Lørdag den 25. september : Forældredag, hvor der er forskellige aktiviteter for forældrene. (program senere)


  • Mødetid kl. 11.00 – 17.00


  • Søndag den 26. september (13.00 til 17.00): Efterskolernesdag. En dag for interesserede elever og forældre. Vores elever har job som rundvisere mm.

Med venlig hilsen 
Jens Sørensen og Flemming Pedersen

 
Han Herreders Ungdomsskole • Aggersundvej 237 • 9690 Fjerritslev • Tlf: 98 21 17 75 • Fax: 98 21 28 75 • Email: info@hhu.dk